Ka’ det skydes ?

“Så du er fotograf? Hvad fotograferer du så ?”
Dét spørgsmål er nærmest uundgåeligt i en samtale hvor emnet kommer på banen. Hvad fotograferer jeg så? Alt på nær sorte huller og laser-stråler direkte ind i min optik! Med mindre man er fotograf inden for en helt specifik niche (Paparazzi, erotik, landskabsfotograf eller lignende) så fotograferer man vel egentligt alt? Alt der kan reflektere lys ihvertfald – og helst på en måde som du kan kontrollere eller dit kamera kan håndtere.

Der er selvfølgelig visse ting jeg foretrækker at fotografere og visse ting jeg bryder mig mindre om; men det bliver nok mere afspejlet i de to typer projekter jeg laver, der kan splittes op i to generelle typer:

• Kundeprojekter
• Private projekter

Kundeprojekter har generelt ikke nogen begrænsninger. En opgave bliver stillet – den skal løses på bedste vis. Her er det kunden der bestemmer forholdende – eller i det mindste sætter nogle rammer – og mig, der udfører opgaven. Man kan ikke altid få det som man gerne ville have det – men som professionel fotograf, er det her vigtigt at se mulighederne i problemerne, i stedet for problemerne i mulighederne. Det er jo derfor kunden har hyret dig i første omgang – for at løse et problem de har.

Private projekter er langt mere begrænsede; og så alligevel ikke. For det er her, hvor jeg sætter opgaven, jeg der bestemmer forholdende – og det er her, jeg forsøger at skabe udfordringer for mig selv. Det er her kreativiteten kan blomstre, erfaringen kan vokse og det er hér at man finder de gode små tricks, man kan komme ned i den store taske, klar til at hive op når en kunde har er problem en mulighed, der skal løses ;-)

Jeg skal gerne erkende, at jeg er lidt en kontrolfreak når det kommer til foto (eller måske især når det kommer til foto). Mit drømme scenarie, er en stor hal på 100x100x100 meter, med sorte matte vægge, lofter uden noget lys, en milliard stativer og ca. 200 ProPhoto lamper med alle lysmodifiers known to man…. Dét er en god base at bygge et billede op fra ;-). Fotografering handler om at fange lys – nogle gange direkte, men i hovedparten af tilfældene, er det nu en gang lys der reflekteres fra dét objekt du fotograferer. Det er lyset der skaber form, liv, dybde, stemning – det er lyset der skaber billedet. Derfor må kontrol af lyset, nødvendigvis være kontrol af dit billede. Og at bygge lyset op, lampe fra lampe, reflektion fra reflektion er en temmelig stor del af at bygge dit billede op. Derefter kommer der interaktion med det objekt der skal fotograferes. Er det en død ting eller en levende ting? En kombination af disse? Igen, er kontrol vigtigt for mig – er det en ting, skal jeg helst have kontrol over den ting – det er derfor billedet af en bil fotograferet på sort baggrund i et studie, med 20x10m silks som kæmpe diffusere er så meget mere lækkert, end det snap-shot du får til “Biler-i-Bella”. Hvis jeg kan vælge mellem det første eller at skulle slås med en million lamper i forskellige farvetemperaturer, mennesker i baggrunden, et stort “Må ikke berøres” skilt og iøvrigt er begrænset til kun at se bilen fra een vinkel – je, så er jeg ikke i tvivl om, hvor jeg helst vil fotografere den bil :)

Hvis vi snakker om at fotografere mennesker, er det igen kontrol der er vigtig for mig. I et eller andet omfang ihvertfald – at fotografere et menneske, handler om at fange de rigtige øjeblikke – er det et portræt, er det personen selv du skal have fundet frem i dit billede mens, hvis det er en reklame skal du have modellen til at finde produktet eller det rigtige signal frem. Så når jeg snakker kontrol over mennesker i et shoot, snakker jeg ikke om at jeg skal dirigere modellen 100% (Så kunne jeg selv stille mig op, da det i essens er mig selv jeg fotograferer – om end, nok ikke så kønt igen ;-) – men istedet snakker jeg kontrol over omstændighederne. Der skal være det rigtige miljø til at få personen til at få dét frem, der skal afbilledes og der skal være rum til at arbejde i. Bryllupsfotografi er et godt eksempel – at tage billeder af parret i kirken, er et klart must – men det er ikke dér du får guldvinderne. Du skal have det med; det er nogle af de vigtigste minder – og kvaliteten skal være i orden. Men som fotograf, er du ikke herre over tingene, men skal fange tingene som de sker – det er også en disciplin der skal tages seriøst, og det er dét domæne reportage- og pressefotografen lever i og med. Men som det måske efterhånden skinner igennem, så er det fotosessionen efter jeg brænder for – det er her, jeg har parret på tomandshånd (eller tre-mand-plus-min-assistent-hånd). Det er her, jeg kan sætte rammerne og skabe lidt hygge, bruge den tillid mellem dem og mig som jeg forhåbentligt allerede har opbygget, sætte det helt rigtige lys – og så ellers lade dem, være dem selv – med en lille kommentar om positur og en kjole der bliver rettet – så jeg fanger dem i et af deres, forhåbentligt, lykkeligste øjeblikke nogensinde.

Så, hvad fotograferer jeg så? Alt der kan fotograferes er hvad jeg fotograferer. Jeg har mine forcer og præferencer, og søger helt sikkert altid et element af kontrol. En mulighed for at diktere omstændighederne – om det er muligheden for at flytte mit emne over i det rigtige lys, augmentere det eksisterende lys med mit eget, eller bygge det hele op fra bunden, lampe for lampe, så er det dér jeg befinder mig bedst… Hvad fotograferer du så ?