Manfrotto 055XPROB / 804RC2 kamera stativ – en anmeldelse

Manfrotto 055XPROB med 804RC2 3-vejs hovede

… Det absolut vigtigste stykke grej i den kategori der ikke bruger batterier, du kan finde på at købe som fotograf, er et stativ. Der er utallige scenarier, du kan risikere at skulle bruge det i – og der er ikke noget mere ærgerligt, end at skyde et billede du ved ikke bliver godt, fordi du burde have haft brugt stativ men ikke havde et – eller bare ikke havde det med.
Stativet er vigtigt til mange ting – det kan holde dit kamera steder, hvor det måske ikke er særligt sikkert du opholder dig, eller steder hvor din tilstedeværelse simpelthen ødelægger muligheden for at få billedet overhovedet (Dyre fotografi eksempelvis – sæt dit kamera på stativ med en fjernudløser, og chancen for du får et close-up af et egern vokser fra nul til ret høj ;-)
Men den absolut vigtigste egenskab ved stativet, er selvfølgelig at det hjælper med at stabilisere kameraet og få skarpe billeder – selv i scenarier, hvor lukkertiden er lang. Tommelfingerreglen for hvornår dine billeder stadigt bliver opfattet som skarpe af den menneskelige hjerne, ligger på ca. 1/blænden. Dvs. at skyder du på 100mm bør din lukkertid ikke være langsommere end 1/100s. God kameraførings teknik, kan give dig et halvt til et helt stop mere (her er Joe McNally’s Da Grip et godt trick at lære ;-) og selvfølgelig, billedestabilisering kan give så meget som 2 eller endda 3 stop mere. (Hvad er et stop ? Der kommer en artikel om det – men et stop, fordobler lyset der bruges til at lave billedet med. Det kommer fra at man i gamle dage ”stoppede blænden ned”. 1/50s er altså et stop mere end 1/100s). Du bør i øvrigt slå billedestabilisering fra, hvis du benytter stativ – de to ting arbejder ikke godt sammen – med mindre du bruger Canon, hvor stabiliseringslogikken opdager at du er på et stille stativ, og selv slår fra. Men nogle gange – eller ofte, har du bare brug for så lang lukkertid, at alverdens tricks ikke kan sikre dig et skarpt billede, og så er stativet uundværligt!

Hvad skal man så købe af stativ? Af egen erfaring, kan jeg fortælle at du skal købe noget ordentligt fra starten af. Hvis ikke du er glad ved at bruge det, så holder du hurtigt op – og så kunne du lige så godt have sparet pengene. Stativet skal, ud over at opfylde de funktionelle krav som et stativ nu engang bør, være let at bruge, være et stykke værktøj du kan stole på, stabilt nok til at fungere og samtidigt let nok, til at du gider slæbe det rundt. Mit først stativ-køb blev dikteret af uvidenhed og pengepung. De to ting er en dårlig kombo :-) Jeg købte et stativ der var tungt, for så var det jo stabilt – og det var det sgu’… hvilket resulterede i at jeg virkelig skulle overtale mig selv til at tage det med nogen steder… resultatet var, at det forblev et studiestativ. Hovedet var et panoramahoved, hvor jeg kun kunne styre hældningen i én akse – og måtte derfor vælge hvilken der var vigtigt for hvert shoot. Derudover, kunne hovedet ikke skiftes, men var integreret i selve stativet – så der var ingen mulighed for at skifte det ud. Låse mekanismen var forfærdelig dårlig, og jeg var aldrig helt tryg ved den. Men, så længe jeg huskede at låse den ordentligt hver gang, skulle det såmænd nok fungere. Jeg har altså kæmpet for længe med et dårligt stativ, hvilket har gjort det mere til undtagelsen end reglen at jeg har haft det med, og benyttet det. Samtidig har jeg været for nærig til at købe nyt, da ”det jo har fungeret meget godt”. Når så låsemekanismen fejler, koster det en kamera reparation omkring de 10k – lesson learned. At skruen til at justere midtersøjlen så også knækker dagen efter, så må det være slut – nyt stativ skal der til! Hvad skal man så vælge? Pengepungen får, som altid, lov til at have indflydelse på købet – men en del erfaringer rigere, ved jeg i det mindste denne gang hvad mine minimumskrav er.
Det behøver ikke være den største og dyreste topmodel – der er nogle basale krav det skal kunne opfylde på en fornuftig måde:

  • – Stabilt
  • – Let nok til at jeg gider slæbe det rundt
  • – Nemt og hurtigt at bruge
  • – Høj arbejdshøjde (jeg er lige over 2m… det gamle stativ kunne få kameraet op omkring 170.. slet ikke nok)
  • – Lav arbejdshøjde (Det er vigtigt for mig, det giver mulighed for andre vinkler – det gamle stativ kunne kun komme ned til 70cm… eller ned til 20, hvis jeg tog værktøj med… nej tak!)
  • – Høj nok kvalitet, til at det kan tåle at blive brugt.
  • – Hovedet (enten som kit eller separat) skal kunne skiftes
  • – Hovedet skal kunne justeres i alle tre dimensioner (dvs. 3vejs eller kuglehovede)
  • – Hovedet skal have waterpas.
  • – God pris

Jeg har god erfaring med Manfrotto stativer – jeg har arbejdet med dem før, og altid været imponeret. Jeg har desuden allerede en Manfrotto mono-pod, som jeg er superglad for. Hvis du spørger mig, er der 2 mærker der er værd at overveje – Manfrotto og Gitzo. Du kan sagtens finde andre fine stativer, men Manfrotto og Gitzo har stativer i alle prislejer og til langt de fleste formål. De har samtidig store produktioner, og dermed som regel en fornuftig pris på deres grej. Lidt surfen rundt, et par besøg i butikkerne for at se skidtet an (Nogle ting, som elektronik er fine at købe på nettet, andre mere mekaniske ting bør du altid afprøve i butikkerne!) og valget endte med at falde på Manfrotto’s 055XPROB som vist nok er deres entrylevel pro stativ. Dvs. det billigste stativ i deres serie beregnet på de professionelle fotografer (Eller den seriøse amatør). Det kan altså fås meget bedre – men det virkede umiddelbart som om det kunne opfylde mine krav på fornuftigt vis, med få eller ingen kompromiser – og det kunne samtidig fås til en fordelagtig pris (Jeg fandt det til 1600,-), i kit med et hoved der matchede.

Så, hvordan fungerer det så efter lidt brug og nærmere gennemsyn? Jeg er positiv – meget positiv. Der er et par enkelte ting jeg kan sætte en finger på – men ikke nogen overraskelser; det er ting jeg havde set komme og havde med i mine overvejelser om jeg kunne leve med – og det kan jeg.

Stativet virker robust

Stabilt – Ja, det er fint stabilt. Det har en fornuftig vægt, og har en lille krog på siden af midterkonsollen, beregnet til at hænge lidt vægt på. Jeg har altid sandsække liggende i studiet, samt et par stykker i bilen – de vejer 3-5kg. Og hænger fint der – men jeg har ikke rigtigt haft brug for dem endnu – det er stabilt nok uden – men det er rart at vide jeg har muligheden. Der er dog nogle problemer med stabiliteten, når man benytter sig af muligheden for at lægge centersøjlen ned. For at bevare stabiliteten i sådan et stativ, er du nød til at holde tyngdepunktet – og dermed kameraet, der udgør den tungeste del, over midten af stativet. Når du ligger centersøjlen ned, får du samtidig muligheden, for at flytte kameraet horisontalt væk fra midten – og det tager altså stabiliteten og får det hele til at ryste noget. Det skal man lige være opmærksom på – det er bestemt ikke ubrugeligt, men du skal tage din forholdsregler, hvis du bruger stativet på den måde. For det første, bør du sikre dig, at stativet er vendt sådan, at kameraet og centersøjlen hænger ”ud over” ét af stativets tre ben, set oppe fra – ellers kan det hele nemt tippe, med et kamera på jorden som følge. Derudover, er du nød til, som billede eksemplerne viser her nedenfor, at benytte lidt old-school trickery i forbindelse med selve optagelsen. Mirror Lock-Up, hvor du på forhånd klapper spejlet op i dit kamera, og tager billedet vha. enten timer eller remote, hjælper stort. Og så kan du også lige hænge lidt vægt, på selve centersøjlen, hvilket også hjælper en tand.


Let nok til at jeg gider slæbe det rundt – Helt sikkert. Når vi snakker letvægts stativer, snakker vi enten carbon eller aluminium – hvor alu er den tungere, men billigere variant af de to. 055XPROB er af aluminium, og med en samlet vægt på ca. 3,2kg inklusive hoved, er det bestemt noget jeg gider at slæbe rundt på. Samtidig har Manfrotto, med vanlig sans for detaljer, inkluderet et lille øje, hvor man lige kan montere en karabin eller lign. Og derved montere en rem til at slæbe skidtet rundt med. Man kan selvfølgelig investere i en taske, men af erfaring ved jeg at det er endnu en af de små ting, der gør det mere besværligt at bruge stativet, og at man måske vælger det fra i situationen. Et stativ skal bare slæbes med hver gang, og være klar til brug.

Gode greb til at løsne benene med

Nemt og hurtigt at bruge – Igen, viser 055XPROB at det er produceret af folk der har prøvet det før. Selve stativet er fuldstændigt lige til at bruge; benene løsnes med små håndtag der kan betjenes uden problemer med handsker og hvis stativet er vådt. Der findes nogle stativer, hvor du drejer på håndtaget, om benets akse for at løse det – og det kan være både fikst og nemmere, men jeg syntes ikke det virker i eksempelvis regnvejr, når håndtagene bliver glatte – så foretrækker jeg denne simple, og ligetil, mekanisme der bare virker hver gang. Selve hovedet, styres lige så nemt – tre håndtag styrer hovedet rundt, i de tre dimensioner. Håndtagene er store, og virker robuste. Hovedet, kan som de fleste 3-vejs hoveder, bevæges mellem 30 og 90 grader, så der er lidt begrænsning på – men ikke mere end hvad man kan forvente. Der er en lille skive, der viser hvor mange grader du har vippet hovedet i de forskellige dimensioner. Ikke noget jeg får brug for lige umiddelbart, men nogle vil måske værdsætte det. En positiv ting dog, er at hovedet er ret let og har en stødabsorberende mekanisme – det vil sige, at hvis du løsner hovedet og ”taber” kameraet, så smadrer hovedet ikke bare i bund, men absorberer stødet og passer på udstyret – det ser i øvrigt ud til at virke ;-)

Manfrotto's quick release - Låsemekanisme og låsepladen

Så er der selve låsemekanismen. Det er Manfrottos Quick Release plate – og det fungerer rigtigt godt. Når først pladen er monteret korrekt på kameraet (og der er små pile, der viser den rigtige vej) så er kameraet rigtigt nemt at få af og på stativet. Når man afmonterer kameraet, skal man bruge to hænder – og det er såmænd fint med mig. Grunden er, at låsesystemet har en dobbelt sikring, som du lige skal skubbe til siden først, og så kan du løse bundpladen med en tommelfinger på et lille greb. Når du har løsnet kameraet, efterlader du det lille greb i ”åben” position, hvilket gør at når du igen skal montere kameraet, klikker du bare bundpladen ned og grebet hopper selv tilbage og låser – lækkert. Låsen virker også robust – robust nok til at jeg ikke vil være nervøs for om den kan holde mit kamera… men jeg er ikke sikker på jeg syntes den er robust nok, til at kunne holde kameraet mens jeg går med stativet i hånden. Sagt på en anden måde, hvis jeg er ude og skyde eksempelvis arkitektur eller lokation-billeder for en erhvervskunde, så syntes jeg det er noget nemmere bare at bære stativet rundt, i udslået tilstand med kameraet monteret så jeg ikke skal sætte det hele op hver gang. Umiddelbart, tror jeg ikke jeg tør at lade kameraet hænge og dingle for enden af stativet, mens jeg slæber det rundt… Det er i hvert fald noget jeg lige skal teste noget mere ;-) Rettelse (Juni 2012): Jeg faldt lige over denne gamle artikel igen; og nu her efter 2 år med brug af stativet kan jeg sige at, udover jeg stadig er enormt glad for det, er rigeligt tryg ved at lade både spejlreflekskameraer og mit Canon XF100 hænge på pladen, mens jeg slæber rundt på stativet. Man kan låse quick releasen ved lige at trykke den en tand længere ind, og så sidder kameraet super godt fast ;-)

Høj arbejdshøjde – jow tak. Stativet kan hejses så højt, at jeg ikke kan kigge igennem kameraet selvom jeg står på tæerne. Med mine 2.04m er det altså ret højt – og alt rigeligt til mit brug – lækkert! (Stativet er opgivet til 176cm. Dertil lægges hovedet og kameraets egen højde)

Center søjlen kan lægges ned, så du kan komme helt ned i højde

Lav arbejdshøjde – Mindst ligeså vigtigt, er hvor langt ned man kan komme. Det er vigtigt, ikke bare ved makrofotografering, hvor du typisk gerne vil ned til en lille blomst i skovbunden hvor der er meget lidt lys, men også bare ved eksempelvis et fashionshoot, hvor vinklen kræver at du ligger og roder rundt nede omkring jorden. Stativets ben kan slås helt ud, således at selve stativet ligger i jordhøjde – eller 10cm over. Det der så gør 055XPROB smart, er at centersøjlen kan skubbes op, og ligges ned horisontalt og dermed parallelt med jorden, hvilket reelt set gør, at din arbejdshøjde rent faktisk ender på de 10 cm! Så længe du holder kameraet inde omkring midten af stativet, bevarer du også stabiliteten og det hele fungerer fint. Og uden brug af værktøj!

Kransen til centersøjlen virker noget skrøbelig

Høj nok kvalitet til at kunne tåle at blive brugt – Stativet er bygget i Manfrottos sædvanlige kvalitet, og jeg ville ikke have kvaler med at bruge det til noget som helst. Der er dog én ting der fanger mit øje, når jeg tænker på kvalitet. Selve den krans, som centersøjlen går igennem, og som man løfter søjlen igennem, når man ligger den ned til horisontal stilling, virker noget skrøbelig. Når du drejer på skruen til at justere højden på centersøjlen, løsner du hele kransen – den er todelt, ned gennem midten. Det fungerer som sådan fint nok, og det er måden stativet spænder om søjlen, når den ligger ned – men det virker bare som en noget skrøbelig konstruktion; lidt som om man har forsøgt at pakke lige lovligt mange mekaniske funktioner ned i hvad der burde være et stykke meget simpelt og robust stykke mekanik. Tiden vil vise, hvor godt det holder ;-)

Kithovedet, 804RC2 virker lækkert og robust

Hovedet – kan skiftes, men det medfølgende kit hoved virker rigtigt lækkert. Det er i et nyt plastik materiale, udviklet specielt til Manfrotto og det virker både robust og let. Det er nemt at betjene og har de fordele og ulemper et 3-vejs hoved nu engang har (Se evt. Goeckers gennemgang her) – ikke noget at udsætte der. Et krav jeg havde, var at der skulle være waterpas i hovedet – det er der ikke, men der er en libelle. (Det er der for øvrigt også i stativet selv). Personligt syntes jeg det er det største minus ved sættet – jeg foretrækker 2 (eller 3) separate waterpas, så jeg stadig kan checke om mine akser er nivellerede selvom jeg bruger stativet i en atypisk position… med libellen, er jeg tvunget til at have hovedet ”vendt korrekt” for at kunne udnytte det. Jeg må se om jeg kan vende mig til det.

Konklusion
Alt i alt, virker det som et rigtigt fornuftigt all-round stativ til en fornuftig pris. Det kan bære op til 4kg, og er fint til selv et stort DSLR med en god tung linse på. Jeg har selv testet med et Canon 5d Mk. II med batterigreb, monteret med en 2 x extender og en 70-200mm 2.8L linse som nok er noget af den tungeste ”håndholdte” kombination du typisk vil se – og det fik ikke stativet til at fortrække en mine. De eneste tre ting, jeg ikke helt bryder mig om er manglen på waterpas, kvaliteten på centersøjlens krans og det faktum at jeg ikke tør at slæbe rundt på stativet med kameraet monteret – hvoraf de to første er mindre detaljer.
Til gengæld er jeg rigtig glad for at centersøjlen kan ligges ned, og det virker fantastisk til produkt fotografering, hvor det tillader nogle lidt andre vinkler. Derudover, kan stativet også lige double som bom til en lille flash – smart ;-)
Til prisen, tror jeg ikke man finder et bedre stativ – og jeg ser frem til mange timers god brug af det!

Reply